Nogle gange oplever vi imidlertid, at de børn, hvis adfærd skaffer dem en del irettesættelser, som går energidøde og ikke kan fokusere og koncentrere sig eller sågar forstyrrer de andre børns læringsmuligheder med uro og irriterende opførsel, konsekvent spiser mad med højt sukkerindhold, mange kunstige tilsætningsstoffer eller meget lav næringsværdi. Her opfordrer vi Jer forældre til at medtænke, hvordan man med næringsrig kost kan hjælpe sit barn til et konstant energiniveau og dermed en hensigtsmæssig adfærd. Oplever vi det som et gentagent problem, taler vi selvfølgelig om det.
En god skoledag med både høj koncentration og ydeevne, fysisk aktivitet og overskud til positive sociale relationer kræver masser af vedvarende energi. Du kan gøre en væsentlig forskel for dit barns indlæringsevne, for dets skoleglæde, læringslyst, udfoldelsesiver og trivsel ved at sørge for god og næringsrig mad.
Helt generelt opfordrer vi til
At morgenmaden er andet end voldsomt sukkerholdige produkter. Mange morgenmadsprodukter har et sukkerindhold på over 25% – ikke noget at sige til, at ungerne kommer sukkerhøje i morgenSFO for derefter at gå totalt energidøde i de første lektioner….
En formiddagsmad med god næringsværdi
Drikkedunk – vi har glimrende vand i hanerne herude på landet
En eftermiddagshaps til de lange dage
En solid madpakke med høj næringsværdi
Masser af grøntsagssnacks fremfor frugtsnacks, tørret frugt, Kinder Mælkesnitte osv – ungerne elsker det, det holder energiniveauet konstant, og det skaber supergode vaner.
– og ovenstående tankesæt er selvfølgelig også grundlæggende i vores undervisning i mad&krop.
God mad giver glade, fokuserede børn. Lad os hjælpes ad om netop dette.