…om lektier

Lektier er godt, – hvis det er den rigtige form for lektier!

Rigtige lektier er karakteriseret ved:

  • At være på et niveau, hvor eleven har al mulighed for at kunne løse opgaverne selv

  • At have et klart formål:  at øve sig mhp automatisering (gangetabellen), at træne en disciplin (læsning), at lave finish og holde deadlines (afleveringer, produkter), at tage sin egen tid til ting (fordybelse, interesse) osv.

  • At være meningsfulde (det skal gøre en forskel i skolen i morgen, at jeg fik lavet det her)

Lektierne skal være klart definerede og beskrevne af læreren, eleven skal have skrevet dem ned i sin elevbog og have forstået helt klart, hvad det er, der skal laves. Det er lærerens ansvar at tilvejebringe hjemmearbejdsmateriale, enten i form af præciserede lektier (“Til på torsdag skal I læse……”) eller i form af forskellige materialer, eleven arbejder med i sit eget tempo og efter behov. Det kan også være henvisning til kvalificerede Internetsider som fx Matematikfessor.dk, duda.dk eller GratisSkole.dk.

Hjemmearbejds-tiden varierer med alder, men også med proces og undervisningsform. Som tommelfingerregel forventer vi følgende daglige indsats:

  • Jordens børn arbejder 30 minutter hjemme

  • Vandets børn arbejder 45 minutter hjemme

  • Luften og Lysets børn arbejder 1 time hjemme

  • Livets børn arbejder 1½ time hjemme

  • Ildens børn arbejder 2 timer hjemme

Det er GULD værd for børnenes senere studieforløb og uddannelsesvej, at de helt fra start vænner sig til en daglig fordybelsestid, hvor man stille og roligt sidder med materiale, der enten afrunder skoledagen eller klargør til den næste. Det giver også god anledning til en efterfølgende familiesnak om skoledagen. Husk: Lektielavende børn skal respekteres og må ikke forstyrres 😊

Det er elevens ansvar at få noteret lektien og det er også elevens ansvar at få lavet lektien, ikke forældrenes. Forældrenes ansvar er at sikre et sted, der er velegnet til lektielavning, og et tidspunkt i løbet af dagen, hvor der er fred og ro til at sidde med sit hjememarbejde– og gerne lidt lækkert at hygge sig med så længe. Forældre skal ikke sidde med ved lektiebordet, de skal ikke være en aktivt deltagende del af lektielæsningen. Hvis ikke lektien kan laves uden forældre, skal den tilbage til læreren, som så justerer lektiemængde og –art, så det passer til eleven. En meget vigtig del af lektie/studie-processen er, at eleven har tillid til sig selv og til, at han godt selv kan løse den pågældende opgave – og at han ellers ved, hvor han skal spørge. At sætte sig ved bordet udelukkende med det formål at hjælpe er at antage, at der konstant er brug for hjælp og dermed fastslå, at barnet ikke kan selv.

Det mest oplagte lektietidspunkt for mange børn er, mens aftensmaden tilberedes – der er en forælder i køkkenet, der er optaget af et praktisk gøremål, men som man godt lige kan spørge om et eller andet, man er stadig rimelig frisk, og man har haft en god, lang pause fra hjernearbejde og skoletræning med frisk luft og aktivitet. Fald ikke i : ”Lektier først, computerspil bagefter!” – det har som eneste resultat sjuskede lektier. Byt hellere om, sæt tid på eller skil de to ting fuldstændigt ad.