Retningslinje angående skoletid og legetimer
På Hammer Frie Privatskole mener vi, at skoletiden er dyrebar undervisningstid. Ingen adspurgte 0. klasses-nystartende skolebørn udtrykker, at de glæder sig til at komme i skole og LEGE, det er altid noget med at komme i skole og lære at læse og skrive og regne. Skoletiden skal bruges til alle mulige spændende og medrivende former for undervisning og læring, heraf gerne en legende eller eksperimenterende tilgang til de ting, man beskæftiger sig med, således at så mange læringsstile og intelligensformer anvendes og udfordres, som muligt.
Der kan i undervisningen sagtens sættes tid af til fødselsdagsfejring eller legende aktiviteter, der er en del af eller har sammenhæng med undervisningen. ”Klassens tid” har på samme måde sin berettigelse i træning af sociale kompetencer, drøftelser angående klassens trivsel osv., men decideret legetime, her defineret som ”i undervisningstiden afsat tid til fuldstændig fri leg, hvor lærerens eneste funktion er at føre tilsyn med børnene”, gør vi ikke brug af. Disse aktiviteter fungerer til gengæld i børnenes fritid, altså i frikvarter, i SFO og for ældre børn efter skoletid – her er vi meget opmærksomme på, at børnenes fritid er deres egen, og vi rammesætter og inspirerer gerne, men der er ingen obligatoriske aktiviteter eller faste programmer for børnene, jf. skolens princip for SFO-tid. Denne tid er deres helt egen.
På Hammer Frie Privatskole er skoledagen kort og intens, så tiden bruges konstruktivt og udnyttes optimalt i forhold til læring og faglig udvikling, hvilende på en basis af trivsel og tryghed. Vores elever fortjener det allerbedste – og dét er supergod undervisning.
Line Illum Mundus, skoleleder